De rette glas

Vi skal have gæster i næste uge. Jeg er faktisk ved at gå i panik over det. Det er vinter, og vi har besluttet, at gæsterne skal overraskes med en russisk menu. Ja. De skal have rødbedesuppe med peberrodscreme, blinis, med rødløg og stenbiderrogn og pirogger med kød. Sådan. Det bliver sjovt. Naturligvis skal der serveres champagne og vodka til maden. Anderledes kan det ikke være. Det behøver ikke at være de dyre mærker. Vi serverer jo heller ikke ægte kaviar for dem. Det har vi simpelthen ikke penge til. Men idéen er da sjov. Jeg håber bare, at det bliver rigtigt koldt, så rødbedesuppen bliver budt velkommen. Den er jeg slet ikke nervøs for.

Styr på det

Jeg er heller ikke bange for piroggerne. Dem skal jeg nok få lavet, så de bliver lækre. Nej, det er de der blinis, der volder mig problemer. For det første skal jeg bruge boghvedemel til dem. Det kan jeg simpelthen ikke få i det lokale supermarked. For det andet, så skal jeg have fat i en blinis pande. Jeg har ikke sådan en. Jeg har alle mulige stegepander. Ovenikøbet en æbleskivepande. Men en blinis pande har jeg ikke. Og jeg synes ikke, jeg vil stå der og måle dej ud i en kop, for at pandekagerne kan blive samme størrelse på en pandekage pande. De får heller ikke den helt runde form. Så jeg skal have fat i en blinis pande. Plus boghvedemel.

Men ikke kun det. Vi har jo ikke snapseglas her i huset. Vi skal da have dækket et perfekt bord til gæsterne, og så er det vigtigt, at vi har de rigtige glas til menuen: Vodkaglas – eller snapseglas, tænker jeg, kan bruges. Hvis man kan finde dem uden stilk og i en lidt rustik udgave, så de ikke bliver smadret. Og champagneglassene må vi heller ikke glemme. Vi har nogle, men skal vist supplere til middagen. Vi bliver 10 mennesker. Bestik og stel har vi rigeligt af. Både suppeskåle, skeer, tallerkener og knive og gafler. Det skal nok blive en festlig aften.

Pavlova dessert

Jeg har lidt problemer med hensyn til desserten. Jeg er ikke sikker på, at den bliver nødvendig. Men hvis nu, hvad skal det så være? En Pavlova selvfølgelig. Det er en marengs med flødeskum og bær. En rigtig kaloriebombe, som jeg ved, at nogle af gæsterne vil være rigtig begejstret for. Nem at lave. Man skal bare have tålmodigheden. Den vil være ideel til en kop kaffe senere. Eller en kop te.

Rigtige glas

Nu sagde jeg lige te. Jeg har ikke en samovar. Det er lidt ærgerligt. Det kunne ellers være skægt at brygge te til gæsterne på sådan en. Jeg kan huske, at min bedstemor havde sådan en. Hun havde arvet den fra sin mor. Den virkede, dengang jeg var lille. Gad vide, hvor den er havnet. Måske hos en antikvitetshandler. Nå pyt, det bliver te brygget på den almindelige måde med tepose og si. Og så bliver den altså ikke serveret i glas, der er beregnet til te. Det bliver almindelige tekopper. Basta.