At fyre med brænde

Der er masser af husråd, men du skal være varsom med at følge dem alle, for nogle af dem er det rene vrøvl. Her får du de bedste råd om, hvordan du skal fyre med træ som brænde i din brændeovn:

Seks gode råd om at fyre med brænde:

  1. Du skal altid bruge tørt brænde – altid!
  2. Fyr kun med lidt brænde af gangen og fyr tit. Giv masser af luft, lige når du har fyret, og skru så ned for luften, når brændte er blusset af.
  3. Luk aldrig nogensinde helt ned for luften. Og især ikke for den sekundære luft. Du risikere en skorstensbrand.
  4. Gør din brændeovn ren indvendigt tit og ofte. Jo renere dit brandkammer er – jo mere varme afgiver din brændeovn og du udnytter dermed dit brænde bedre.
  5. Sørg for, at din brændeovn er godt isoleret omkring selve bålet. Dette er ofte udført med særlige sten, og dem må du ikke fjerne. Det kan ødelægge din brændeovn, hvis du gør det.
  6. Når du skal fyre natten over, skal du ikke fylde ovnen helt op, som mange tror. Fyr i stedet med den normale mængde brænde og luk ventilen næsten (ikke helt) i. Om morgenen vil du have rigeligt med gløder til hurtigt at få gang i bålet igen med lidt pindebrænde.

Mange mennesker giver for lidt luft til brændeovnen, så gasserne i træet ikke afbrændes men sendes op i skorstenen, hvor det kan sætte sig som glanssod eller løbesod, eller sendes ud i miljøet.

Ved for lidt lufttilførsel skabes kulite, som er en dødsensfarlig luftart, der i værste fald kan dræbe dig og din familie.

Hvis brændet er for vådt, kan der også skabes store mængder sod.

Primærluft tilføres under brændet.

Sekundær luft tilføres over brændet og skal give ilt til forbrænding af gasserne, som frigives ved forbrændingen.

Så længe brændet flammer lystigt, skal der tilføres rigeligt med både primær og sekundær luft for at få den bedste udnyttelse af dit brænde. Når der kun er gløder tilbage, kan dur skrue ned for både primær og sekundær luft, da der med gløder ikke kræves ret meget ilt til forbrændingen.